I indlæringspsykologi og fysiologi er der en sammenkobling af en stimulus med en respons eller af en respons med en konsekvens. Når en stimulus (påvirkning) kobles sammen med en respons (reaktion), taler man om respondent betingning (klassisk betingning, signalindlæring). Hvis responsen kobles med en konsekvens, kalder man det operant betingning.
Respondent betingning blev opdaget af Ivan Pavlov omkring 1920. I sine forsøg sikrede han sig først, at lyden af en klokke ikke fremkaldte spytsekretion hos en hund, men efter at han havde fodret hunden nogle gange samtidig med, at klokken ringede, viste det sig, at lyden alene kunne få hunden til at savle. Oprindelig var lyden af klokken en neutral stimulus, mens lugten af maden var en ubetinget (ikke indlært) stimulus. Den neutrale stimulus blev således til en betinget stimulus, der kunne udløse en betinget respons.
De efterfølgende konsekvenser af en respons er afgørende for, om denne respons styrkes eller svækkes, og på denne måde kan en betingning gøres stærkere eller endog helt forsvinde. Slipper man ofte for ubehageligheder ved at undgå konflikter, kan man blive mere tilbøjelig til konfliktsky adfærd. Fastholdes man imidlertid i konfliktløsninger, giver problemløsningen på længere sigt et positivt udbytte, og man kan blive mindre afglidende. Er konsekvenserne af en bestemt aktivitet positive, vil denne aktivitet altså fremkomme hyppigere.
Konsekvenserne kan opdeles i fire hovedgrupper: Belønning er en positiv konsekvens, der øger sandsynligheden for en operant betingning, fx når man får penge eller anden påskønnelse for responsen. Ved negativ forstærkning fjerner man noget ubehageligt ved sin respons, fx når man lyver eller tager en hovedpinetablet. Straf (fysisk eller verbal) undertrykker en adfærd, men kun for en tid. En anden straftype, hvor man fratager individet de sædvanligvis forekommende positive konsekvenser, har en langt mere varig effekt. Sidstnævnte straftype betegnes som ud slukning. Det er især den amerikanske psykolog B.F. Skinner, der har anvist principperne for og lovmæssighederne i operant betingning.
Menneskets komplicerede adfærd indeholder som regel både respondent betingninger og operant betingninger. De kan være sideløbende, konkurrerende eller samarbejdende. Den rene respondent betingning forekommer kun, hvor responsen er en reaktion i den glatte muskulatur eller kirtelsekretion, fx når vi får vand i munden ved at forestille os en sur citron, selvom der ikke er nogen citron til stede. Her er stimulus ikke citronsaft, men ordet "citron" eller det indre billede af frugten. I operant betingning er stimulus af vejledende karakter, fx når vi ser på chefens ansigt, at han er i godt humør, hvorfor sandsynligheden for et gunstigt resultat af en forhandling er større.
Der er foretaget en omfattende forskning i de forskellige former for betingning, hvis mange former er afhængige af tiden mellem stimulus, respons og konsekvens samt et utal af andre variable. Det er ikke usandsynligt, at også tanker, følelser og andre vanskeligt observerbare forhold er underlagt lovmæssighederne for betingning.

Niels Bjerre Andersen: betingning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. januar 2019 fra
Henvisning til den Store Danske