Alene hjemme

 

Træning til alene hjemme

Desværre oplever nogle hundeejere at komme hjem til ødelæggelser i hjemmet. Den mest almindelige reaktion er at blive gal og frustreret. Du skælder ud og hunden begynder at krybe, måske tisse hvilket forstærker din skæld ud. At hunden kryber, betyder ikke at hunden har dårlig samvittighed. Hunden har IKKE dårlig samvittighed, uanset hvad den har lavet. Hunden er derimod blevet bange for dig og begynder at lave dæmpede signaler. Årsagen til at hunden ødelægger ting er ikke for at hævne sig over, at blevet efterladt alene hjemme! De fleste hunde bider i ting fordi de er stressede eller bare fordi de nu engang kan lide at tygge.

Hunde besørger ikke indenfor kun fordi de er blevet forladt. Der kan være flere årsager, først skal du sikre dig at hunden har lært at være renlig og hvalpe kan ikke holde sig. Derudover kan hunden være stresset eller angst. Seperationsangst er ofte årsagen.

Omgivelserne har betydning for hundens adfærd når den er alene. Er der meget støj fra nabo, maskiner eller andet udefra. Stilhed kan være lige så slemt, her kan hunden høre den mindste lyd eller dem alle. Nogle hunde vil gerne have støj andre helt stille. De er også forskellige i deres personlighed.

Tænd radioen og find en blød pop station og sæt den på dæmpet lydstyrke. Lyden af radioen kan berolige hunden, og måske dæmpe andre lyde.

Giv hunden noget der dufter af jer, som den kan ligge med. En gammel T-shirt, undertøj eller et par sokker. Den må gerne blive skiftet ud en gang imellem, duften af jer aftager med tiden, og det kan derfor være nødvendigt med en ny "sutteklud".  Den skal ikke være vasket

Giv hunden mindre plads, et eller to rum hvor hunden er tryg, frem for hele huset.

Hunden skal have adgang til vand hele døgnet.

Forlad ikke hunden lige efter gåturen, vent til den falder til ro.  Hunden kan have højt adrenalin niveau og det kan forstærke hundens angst/usikkerhed. Vent minimum ca. 15 min. 

Der findes forskellige produkter som udskiller feromoner, dette er et signalstof tæven udskiller til sine hvalpe kort tid efter fødslen. Feromonerne giver hvalpene en tryghedsfølelse. Det kan også bruges på voksne hunde.

Hvalpen skal gradvis lærer at være alene. Ingen hvalpe bryder sig ikke om at blive forladt. Tænk på at den kommer lige fra dens mor og søskende hvor den aldrig var alene. Der er ikke nogen der beskytter hvalpen og derfor bliver den bange og måske hyler.

 Eks. på træningsforløb:

 Start med at forlade hvalpen i to minutter, hent post eller bære skrald ud, kom tilbage og vær sammen med den i 10 minutter. Gør det igen indtil hvalpen er tryg ved at du forlader den i 2 minutter. Herefter øges tiden gradvist til 5 minutter, 10 minutter, 15 minutter, ½ time, 1 time osv. Prøv at foretage dig ganske almindelige ting, noget du plejer i den tid du er sammen med hvalpen, inden du gå igen. Forøg gradvist antallet af minutter eller timer du er væk. Bliver hvalpen bange eller utryg, så gå tilbage til kun at forlade den 2 minutter ad gangen.  Efter en ferie skal hunden også lige ind i rytmen igen så hjælp den.

Hver gang du forlader hvalpen, skal du huske at tage overtøj på, finde nøgler, mobiltelefon og taske frem og i det hele taget overholde alle de rutiner du normalt følger, når du skal ud ad døren. Lad være med at pylre om hunden når du går. Det er naturligvis vigtigt under indlæringen, at alle i husstanden er med i projektet. Det siger sig selv, at du ikke kan nå op på 8 timers alene-hjemme-træning på en weekend. Det er da også altid mest hensigtsmæssigt at få hvalp i forbindelse med en ferie eller man aftale, at få nogen til at komme og lufte hvalpen, hvis man skal være væk 8 timer dagligt.

Hunde er forskellige og der er forskellige årsager til, at de er bange eller stressede. Nedenstående råd kan måske hjælpe:

· Undgå ophidsede morgener.  Hvis hunden er meget ophidset, betyder det at der er en masse stresshormoner i kroppen og de kan være flere timer om at blive nedbrudt.

· Smid en del af den daglige madration på græsplænen eller gulvet, så hunden skal snuse rundt og finde maden. At bruge næsen er noget af det mest trættende en hund kan foretage sig. Mens hunden går rundt i haven og søger mad, kan resten af familien komme igennem deres stressede morgenritualer, uden at hunden påvirkes.

Gå derefter en kort, rolig tur med hunden, gerne der hvor andre hunde også går tur. Så er der mere at snuse til.  Du kan alligevel ikke gøre hunden træt med en lang morgentur, det eneste du opnår, er at hunden har brug for mere og mere motion. Vent med de lange ture til senere på dagen.

· Undgå en stor/lang afsked som kan hidse hunden op. Lad være med at ynke hunden. Skæld ikke ud når du kommer hjem! Uanset hvad hunden har lavet.

· Lad radio eller fjernsyn køre, hvis de plejer at være tændt når du er hjemme. Konstante lyde i huset kan aflede opmærksomheden fra larm udenfor huset, som mange hunde reagerer på. En del hunde kan endvidere blive utrygge, hvis huset pludselig er meget stille.

· Lad hunden have nogle tyggeting og legetøj. Man kan f.eks. fylde en hul knogle med leverpostej eller hundemad og måske fryse den så holder den lidt længere. Der findes også hundelegetøj i handelen, der kan fyldes med spiseligt fyld. Det giver hunden en opgave, der tager tid at løse. At spise, sutte og tygge i ting virker stressnedsættende. De ting du giver hunden skal være så store at de ikke kan sluges og hunde skal kunne se at den er tom for mad. Aktivitetsbolde er ikke alene hjemme legetøj, de kan fører til en meget stresset hund. Hunden ved ikke når der ikke er flere godbidder og vil blive ved med at trille eller bide i bolden.

· Der hvor hunden skal være når den er alene, er et spørgsmål om hundens temperament. Nogle hunde reagerer voldsomt og destruktivt, hvis de har hele huset, derfor er det en god ide at starte med lidt mindre, for eksempel et bryggers og køkken. Det som hunde plejer at ligge på/i, skal altid stå samme sted.

· Pas på at have hjemmesko eller andre sko stående fremme. De kan ligne hundens legetøj eller bide ben det samme gælder for børns legetøj. Læg det væk så hunden ikke kan få fat på det.

· Tryghedsskabende feromoner er et naturligt forekommende stof, uden bivirkninger af nogen art og kan hjælpe mange hunde.  Disse Feromoner kan give hunden en fornemmelse af tryghed og dermed være et hjælpemiddel i stressende og utrygge situationer.  Ved at dæmpe stress og utryghed fremmes hundens indlæringsevne og modtagelighed og chancen for succes i træningen øges. Feromoner kan fås som halsbånd, spray eller adapter til stikkontakten.

Der findes voksne hunde som reagerer voldsomt allerede inden man går ud ad døren. Voksne hunde der har alene hjemme problemer, bør trænes efter hvalpeprogrammet ovenfor. Gå langsomt frem og lad gerne træningen tage en hel weekend eller mere.

Hvis hunden begynder at stresse allerede inden du går ud ad døren, så prøv at finde ud af hvornår hunden begynder at reagere på. Hunde læser vores kropssprog derfor ved de tidligt hvor når vi skal væk hjemme fra.

Er det når du tager frakken på? Eller når du finder dine nøgler frem? Når du tager sko på? Det er ikke sikkert at det lykkes. Du skal være opmærksom på dine rutiner og så prøv at ændre dem. Prøv også at gennemføre hele det ”ritual” du normalt udfører når du skal hjemmefra, men uden at gå ud ad døren og forlade hunden, 5 – 10 gange dagligt. På den måde vænnes hunden gradvist til, at den ikke behøver at gå i panik, når du for eksempel tager jakke på.

Forfatter: Pernille og Gitte DcH